+45 75 16 26 00
Åbningstider

Rav - havets guld

Rav kaldes med rette også for havets guld, da det altid har været benyttet til fremstilling af kvalitetssmykker og kunstgenstande, ligesom det siden den tidligeste historie har været brugt som betalingsmiddel.

Fanø-rav
Fanø har helt tilbage til oldtiden været kendt for sin rigdom på rav. Den flade og fine sandstrand samt det salte havvand betyder, at rav skyller ind til kysten i rigelige mængder. Ravstykkerne forarbejdes som de er, dvs. de slibes og poleres. I modsætning til østersøisk jordrav varmebehandles Fanø-rav ikke, og netop derfor er rav fra Fanø alle dage blevet betragtet som værende af finere kvalitet.

Hvad er rav?
Rav er hærdet harpiks, som stammer fra vældige nåleskove, som dengang dækkede skandinavien og Nordsøen. Efter mindst 20 millioner år i havet er harpiksen så hærdet, at den kan betegnes som rav.

At samle rav
Ravsamling er en sport for både fastboende og turister på Fanø. Det gunstigste tidspunkt at tage på jagt er efter en storm fra det sydvestlige hjørne, som hvirvler godt op i havbunden. Når vinden igen har lagt sig, kan man i de følgende dage være heldig at finde større og mindre ravstykker blandt andet opskyld i strandkanten.

Ravslibere på Fanø
Besøg ravsliber Uwe Apel i Nordby og Ravsmeden i Sønderho, som begge har et stort udvalg af smykker og andre brugsgenstande fremstillet af Fanø-rav.