Hovedgaden 12, Nordby - DK-6720 Fanø
Tlf.:+45 7516 2600 - Email: info@fanohus.dk

Badestrand og Vesterhav

Badestrand og Vesterhav

Langs Fanøs vestkyst strækker sig en 15 km lang, hvid sandstrand. Den er berømt vidt omkring og en af Europas ubetinget bedste og mest badesikre strande. Stranden er fast og farbar og indbyder aktiviteter som f.eks. drageflyvning, strandsejlads, windsurfing, cykling, ridning, boldspil og naturligvis ravsamling.

Vild og foranderlig natur
Stranden er under konstant forandring pga. vind, tidevand og havstrømme. Den store sandbanke, Søren Jessens Sand, ved Fanøs nordspids er f.eks. inden for de sidste årtier vokset så meget, at den i dag er landfast med Fanø. Sandbanken oversvømmes ikke ved normal højvande og er derfor et yndet sted for lange spadsereture.

Strandeng og nye klitter
Stranden ved Rindby er i dag dobbelt så bred, som for et halvt århundrede siden, og det har gjort det muligt for særligt hårdføre planter at få rodfæste. Efterhånden dannes nye klitter, og nogle sommerhuse, som for 25 år siden havde havblik, har i dag ingen eller delvis ingen havudsigt mere.

Længst mod syd ved Sønderho ses også forandringer i landskabet, idet der her dannes en grøn strandeng. Tidevandet fører knapt så meget sand ind til dette område pga. den store sandbanke, Galgerev, der fungerer som bølgebryder. Det betyder altså, at hårdføre og nøjsomme plantearter har fået fat og breder sig på stranden.