Da Fanø blev fri i 1741 - set fra Ribe

Af Hans Daugaard Peters, turistguide og vægter i Ribe

1741 er et stort år i Fanøs historie. Det år blev fanøboerne "selvstændige" ved at købe sig fri af krongodset Riberhus Ladegård. Storhedstiden for øen baseredes på skibsfarten, herunder også skibsbyggeriet, og det sluttede først ca. 150 år og 1100 skibe senere. Kulminationen lå sidst i 1850’erne, da Fanø havde landets næststørste handelsflåde - efter København.

Riberhus Ladegård blev sat på auktion af kongen, Chr. d. 6., og den fandt sted 10. juli 1741 på Ribe Rådhus. Kongen manglede penge. Bygningen af Christiansborg, Hirschholm og Eremitagen havde kostet dyrt, og da slottet i Ribe havde ligget i ruiner siden svenskekrigen i 1658, var det oplagt at sælge krongodset fra. Der skulle ikke mere være slot og lensmand i Ribe.

Ingen grund til at frygte købmændene fra Ribe
Myten holder dog ikke for en nærmere prøvelse. Siden pesten i 1659 var Ribes indbyggertal faldet til mellem 1000 og 2000, og byen var ludfattig. Bydelene nord for Nørreport og syd for Sønderport var borte, der var næsten 100 tomme huse i selve byen, og åen var ved at sande til i sejlrenderne. Byen formåede ikke længere at håndhæve sine utallige privilegier og monopoler fra gammel tid på handel og sejlads. Købmandsstanden var stærkt på retur, og de formuer, der endnu fandtes i byen, lå hos håndværkere og rentenydere, som ikke var interesserede i at købe Fanø - eller Mandø. Den senere storkøbmand, Jens Rahr, skal have forsøgt at rejse kapital for at byde; men uden held, og Ribe deltog overhovedet ikke i auktionen, da det kom til stykket. Om herremanden til Trøjborg eller kapitalisterne fra Altona blev narret er mere usikkert; men det er i så fald næppe fanøboernes fortjeneste.

Mon der blev lavet numre?
Auktionarius har sandsynligvis været Ribe Bys delefoged, som var den, der tog sig af de løbende pengesager med handel og afgifter; men han agerede på vegne af kongens repræsentant, stiftamtmand Chr. von Gabel, som, hvis der blev lavet "numre", må have været ophavsmanden, da hans kongelige Herre havde beordret, at han "så vidt muligt skulle undgå, at øerne (Fanø og Mandø) kom under nyt herskab". Bag denne formulering ligger formentligt loven om Stavnsbåndet, som bandt folk til hjemstavnen af hensyn til herremændenes behov for arbejdskraft - og kongen ønskede ikke at miste det gode rekrutteringsgrundlag til flåden, som især Fanø udgjorde. Måske har von Gabels frygt for, at Trøjborgmanden eller kapitalherrerne ville byde højest, fået ham til at rykke auktionen frem og lade et ord falde til folk fra Mandø og Nordby og Sønderho; men ikke til andre mulige købere.

Fanø endelig fri af snærende bånd
Resultatet taler for sig selv: Mandø blev købt for 864 rigsdaler, Nordby ved Niels Sørensen for 6.524 rigsdaler og Sønderho ved Sonnich Jensen for 1.658 rigsdaler. Købet omfattede også jagt- og strandrettighederne, og især sidstnævnte - strandingsgodset - var meget givtige.
Måske har man ikke på Fanø troet på, at man kunne overbyde herremanden og kapitalherrerne, så de i triumf hjemvendende repræsentanter for øboerne har selvfølgeligt skulle berette om, hvad der var hændt før, under og efter auktionen, og her lægges nok grunden til myten, som er vokset og befæstet over århundrederne. Fanøboerne havde længe været utilfredse med Ribes monopolpriser og acciseboden på Skibbroen, så man snød, hvor man kunne. Fra 1741 var man fri af monopolet, og omkring 1785 sendte Ribe endda en delegation til Fanø for at lære, hvordan man bedst og lettest kunne oprense og fastholde sejlrenderne i åen. Rollerne var byttet om. Kendsgerningerne er gode og oplysende - men ofte også lidt tørre og kedelige. Myter er også historie(r) - og de er sjove og spændende - har klare helte og skurke - men også en mere tvivlsom sandhedsværdi.

Myten... Om Fanøboernes frikøb af øen
En repræsentant for hhv. Sønderho og Nordby samt fl ere betydningsfulde beboere fra begge sogne sejlede i juli 1741 til Ribe fl ere dage før auktionen. Der var fl ere pengestærke Ribe-købmænd og herremænd i omegnen, som forventedes at byde på auktionen, og dette måtte for alt i verden forpurres. For Fanøboerne var det særdeles vigtigt, at de endelig kunne erhverve sig øen og rettigheden til strand, jagt og sejlads.
Med list og snilde lykkedes det Fanøkonerne, som var fulgt med deres mænd til Ribe, at barrikadere døren til nogle af købernes værelser. Samtidig bestak Sonnich Jensen fra Sønderho rådhustjeneren på Ribe Rådhus til at stille rådhusuret en time frem. De store købmænd blev således forhindret i at møde op, eller de kom simpelt hen for sent til auktionen, og Fanøboerne fik hammerslag på øen.